
Toyota RAV4 blev den mest populære bilmodel i verden i 2024 ifølge Car Industry Analysis.
Her er verdens mest populære bilmodel
Pressemeddelelse fra Toyota Danmark 30. juni 2025
Verdens mest populære bilmodel i 2024 blev Toyota RAV4. Det viser nye tal fra det internationale medie, Car Industry Analysis, der har samlet salgstal for over 150 lande i verden. Der blev i fjor samlet solgt knap 1,2 mio. RAV4 på verdensplan, hvilket er en stigning på 11 procent sammenlignet med året før. Toyota dominerer listen over de mest populære bilmodeller i verden med hele fem modeller i top-10.
En ny konge har overtaget tronen som den mest populære bilmodel i verden. Toyota RAV4 sætter sig på førstepladsen efter et salg på 1,187 mio. biler i 2024. Dermed avancerer RAV4 en enkelt plads efter andenpladsen året før. Det viser nye tal fra det internationale medie, Car Industry Analysis. Her har man samlet salgstal fra 153 lande, der dækker 99 procent af det globale bilsalg.
Kampen om at være bilverdens ukronede konge blev ekstraordinær tæt i 2024. Til sidst måtte den mest populære bilmodel i 2023 efter en nedgang på 3 procent dog vige pladsen til RAV4, der samtidig øgede salget på verdensplan med hele 11 procent. Det betød, at forskellen mellem de to modeller blev blot 2.000 biler til RAV4's fordel.
I Danmark oplevede Toyota i 2024 også en fremgang for RAV4 på knap 8 procent til trods for, at elbilsalget vinder hurtigt frem, og at modellen ikke kan fås i en fuldt elektrisk udgave men udelukkende som hybrid eller plug-in hybrid.
"RAV4 har ikke kun på verdensplan men også her i landet fået et nærmest legendarisk ry. Det er en af de Toyota-modeller, der kører flest af på vejene i Danmark. Men i takt med, at flere og flere danskere generelt i dag vælger en elbil, ser vi også, at mange, der tidligere ville have overvejet RAV4, nu vælger elbilen bZ4X," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
30-års fødselsdag
RAV4 så første gang dagens lys i 1994 og har som model således fejret 30-års fødselsdag i 2024 - samme år som den nu femte generation af den populære bilmodel altså indtog positionen som verdens mest populære. Selv om RAV4 har eksisteret i tre årtier, syner den i dag stærkere end nogensinde før.
På et af verdens største bilmarkeder i USA markerede RAV4 sig allerstærkest i 2024 og blev den mest populære bilmodel med et salg på over 475.000 biler - svarende til en fremgang på 9 procent.
Det er ikke kun RAV4, der markerer sig stærkt på listen over de mest populære bilmodeller i verden i 2024. Ifølge Car Industry Analysis indtager hele fem Toyota-modeller top-10-listen.
På tredjepladsen ligger Toyota Corolla Cross med 859.000 solgte biler - svarende til en fremgang på 18 procent - mens Toyota Corolla sætter sig på femtepladsen med 697.000 biler. Lægger man Corolla Cross og Corolla modellerne sammen, ville de potentielt have sat sig på førstepladsen som verdens mest populære bilmodel i 2024.
Den ikoniske pickup, Toyota Hilux, solgte ifølge Car Industry Analysis 617.000 biler i 2024, hvilket placerer modellen på en samlet sjetteplads på verdensplan, mens den femte Toyota-model i top-10, Toyota Camry, med 593.000 solgte biler blev nummer otte i verden.


Toyota Corolla Cross blev 3. mest populære bilmodel i verden i 2024.

Ikonet Toyota Hilux er en populære bil mange steder i verden og den 6. mest populære i verden i 2024.

I Danmark vælgere et stigende antal danskere i dag elbilen Toyota bZ4X i stedet for Toyota RAV4, der ikke fås som elbil.