Der kommer en ny mikrobil fra Toyota

Toyota bekræfter produktionen af ny mikrobil

Caroline Laisbo, 03-03-2021

Toyota har i dag bekræftet at der kommer en ny model i A-segmentet. Den nye bil skal være den økonomisk laveste indstigningsmodel i Toyotas modelprogram, og skal derfor være billigere end den nuværende Aygo. 

Toyotas Aygo har i lang tid været kåret til den mest populære bilmodel i Danmark. Med lige knap 65.000 Aygoer på vejene, så er det også en af de modeller der kører flest af i Danmark - kun overgået af 2 andre bilmodeller. Mens andre vælger at fokusere mindre på A-segmenter, vælger Toyota fortsat at se A-segmentet som et yderst vigtigt segment. 

Forbedrede køreegenskaber

Den nye model vil blive bygget på den nye GA-B platform, som også den nye Yaris og de kommende Yaris Cross har. Platformen er udviklet indenfor den såkaldte TNGA filosofi, som betyder at der er øget fokus på dynamiske køreegenskaber. GA-B platformen har et lavere tyngdepunkt, som er med til at forbedre styreegenskaberne i bilen, og derfor gør bilen mere dynamisk at køre. Bilen vil også med den nye platform opnå et højere niveau af sikkerhed, og samtidig få et smartere design, da designerne med den nye platform har flere muligheder for design end tidligere. 

Om drivlinjen fortsætter med benzin som den nuværende Aygo, eller om de vælger hybrid eller el er fortsat uvist. Toyota udtaler dog i deres pressemeddelelse, at det økonomiske fokus på bilen vil have en stor indflydelse på valget af drivlinjen, og da Hybrid- og el-teknologien er en dyrere teknologi og derfor vil øge prisen af bilen, kan det forventes af den nye bil højst sandsynligt bliver en benzinbil:

"Andre elektrificerede teknologier er i dag nemlig typisk dyrere og ville grundet bilernes ekstra kompakte størrelse i klassen også sætte visse mobilitetsbegrænsninger for kunden sammenlignet med en traditionel benzinmotor. Toyota forventer, at det fremover fortsat vil være afgørende for kunder i A-segmentet, at drivlinjen hverken gør bilen dyrere eller begrænser mobiliteten i forhold til det, man er vant til. " Skriver presseansvarlig Anders Tystrup fra Toyota.

Bilens navn, pris, udstyr og hvornår den kan ventes på markedet er fortsat uvist. 

Der tages forbehold for trykfejl, tastefejl og løbende ændringer i artiklen. 
Kilde:  Toyota Danmark Presse