Den nye Jeep Compass 4xe Plug-in Hybrid er landet

Jeep Compass er blevet mere stilren, moderne og højteknologisk

Caroline Laisbo, 14-04-2021 

Snart fire år efter Jeeps første generation af Compass kom på gaden, kommer den nye anden generation med et hav af forbedringer og nye funktioner. Siden Compass' lancering i 2017 har den været grundstenen for Jeep fremgang i Europa, alene Compass har stået for mere end 40% af Jeep -salget, og i dag sælges en ud af fire Compass som den nye 4xe model. Derfor er det ikke underligt, at det er denne model vi skal se en ny generation af.

Effektive motorer og fantastisk hybridteknologi

Den nye Jeep Compass kommer som udgangspunkt med en ny række benzin- og dieselmotorer med lavere CO2- emissioner og brændstofforbrug, herunder også de nye 4xe-varianter med Plug-in Hybridteknologi. Bl.a. byder de nye motorer på en ny GSE firecylindrede 1,3-liters turbomotor, designet til at tilbyde enestående ydelse, samtidig med at den leverer fremragende kørekomfort og effektivitet. CO 2 -emission på den nye motor er reduceret med op til 27% (WLTP) sammenlignet med den tidligere benzinmodel. For at fuldende udvalget af forbrændingsmotorer kommer der en 1,6-liters, 130 hk dieselmotor med en sekstrins manuel gearkasse og forhjulstræk. Plug-in hybrid-serien tilbydes med de nuværende motorer og valget mellem 190 hk og 240 hk, sammen med et sekstrins automatgear og eAWD firehjulstræk.

Level 2 Autonom kørsel og sikkerheden som standard

I de nye modeller vil det være standard at opleve en masse nye sikkerhedsforanstaltninger, såsom f.eks. skiltegenkendelse, intelligente hastighedsfunktioner, kørebane-assistent, træthedsovervågning, samt en udvidet nødbremse der både kan se cykler og fodgængere. Den nye Compass byder også på elektronisk stabilitetskontrol (ESC) med elektronisk roll mitigration (ERM) som effektivt hjælper bilen til ikke at rulle rundt, hvis uheldet er ude. Samtidig byder bilen også på både front, side og gardinairbags, så man er beskyttet i tilfælde af kollision. Endnu bedre er at den nye Jeep Compass, også er den første Jeep i Europa, der får Highway Assist - et førerassistentsystem der har niveau 2 i autonom kørsel. Ved hjælp af kombinationen af ​​Adaptiv Cruise Control og Kørebane assistent-systemer kan bilen selv holde sig på vejen, bremse ned i passende længde til forankørende og selv køre - uden at du gør noget. (Bemærk at det stadig kræver hænder på rattet og en opmærksom fører) 

Nyt design og fantastisk interiør 

Udvendigt ser det ikke ud som om Jeep Compass har ændret sig meget. Hovedsageligt er ændringerne foran, hvor fronten har fået et bredere og mere atletisk udseende efter at man har flyttet tågelygterne, så de er blevet integreret i et vandret-designelement i midten af fronten. Samtidig er det velkendte Jeep-gitter blevet hævet, så det er integreret med de nye LED-forlygter som har fået en slankere profil. Indvendigt har hele interiøret er nyt og moderne design. Dashbordet har bl.a. fået en lagdelt konstruktion, som giver mange forskellige muligheder for farver, men som også giver et tredimensionelt design. Derudover er alt også blevet meget mere funktionelt. Midterkonsollen er løftet og giver nu plads til et stort 5-liters opbevaringsrum under det centrale armlæn, samt trådløs opladningsplads bag den nye gearstang. For at bibeholde et minimalistisk udseende, har man valgt de mest funktionelle knapper og gjort designet mere strømlinet. 

Udover det kommer den nye Compass med nye 8,4'' eller 10,1''ultra HD touchskærme med den nyeste Uconnect 5-systemer og alle med trådløs Apple Carplay og Android Auto. Uconnect 5 giver muligheden for at have flere brugerprofiler i bilen, som indstiller apps, sædeposition, sidespejle og klimaanlægget efter brugerens præferencer.  Den nye Jeep Compass kommer i 5 udstyrsniveauer kaldet Sport, Longitude, Limited, samt de begrænsede S og Trailhawk udgaver. 

Den nye Compass introduceres onsdag d. 14-04-2021 i Danmark, hvor priser, udstyrsvarianter og specifikationer for danske modeller offentliggøres. 

Der tages forbehold for trykfejl, tastefejl og løbende ændringer i artiklen.