Plug-in hybridbil fra Toyota med i Test-en-elbil
Det landsdækkende forskningsprojekt Testenelbil.dk udvider elbiludvalget til også at omfatte Danmarks første indregistrerede plug-in hybridbil Toyota Prius Plug-in Hybrid. Det er i første omgang borgere i Gentofte Kommune, der får mulighed for at testkøre den miljørigtige familiebil.
I modsætning til de rene elbiler medbringer Prius Plug-in Hybrid sit eget kraftværk i form af en benzinhybridmotor, der automatisk tager over, når det store opladelige batteri, der driver elmotoren, er tomt. På den måde forlænges rækkevidden til det samme som en helt almindelig benzin- eller dieselbil, uden bilens batteri behøver at blive opladet. De første 25 km klares på ren el, helt uden benzinhybridmotoren starter, så længe hastigheden ikke overskrider 100 km/t.
Toyotas Prius Plug-in Hybrid-bil kører med i Test-en-elbil-projektet i Gentofte Kommune fra 20. februar 2012, hvor selve overdragelsen også foregår. Det sker på Gentofte Rådhus kl.16.00, hvor elbiloperatøren ChoosEV, Toyota Danmark, Gentofte Kommune og alle testpiloterne er til stede.
"Vi introducerer plug-in hybridbilen på det danske marked til efteråret og har allerede indsamlet en masse viden fra de 600 testbiler, der de seneste par år har kørt rundt omkring i verden. Men vi vil også gerne samle mere konkret viden om, hvordan plug-in hybridbilen fungerer i hverdagen for helt almindelige familier her i Danmark. Det ser vi frem til at få mulighed for gennem det spændende Test-en-elbil-projekt," siger pressechef Anders Tystrup hos Toyota Danmark.
Hos elbiloperatøren ChoosEV glæder man sig over, at Europas største elbilprojekt fremover også omfatter plug-in hybridbilen.
"Vi tror på en fremtid, hvor vi vil se mange typer teknologier inden for transport, der alle bidrager til den samlede miljøforbedring. Vi leverer både opladning til elbiler og plug-in hybridbiler og sikrer, at begge biltyper får den mest miljørigtige opladning. Derfor ser vi frem til at se, hvordan de danske familier, der får mulighed for at prøve bilen, tager imod den, og hvor langt de kan køre på el. Samtidigt glæder vi os til at kunne få indsigt og give indsigt i denne type elbil også," siger Lars Bording, adm.direktør i ChoosEV.
Otte elbiler deltager i forsøget i Gentofte, og i de næste runder af forsøget får udvalgte familier således også mulighed for at teste plug-in hybridbilen fra Toyota i to måneder ad gangen.
Det er dog stadig usikkert, hvor udbredt plug-in hybridbiler bliver i Danmark. Med det nuværende danske registreringsafgiftssystem er der nemlig ringe udsigter for den nye teknologi, som ganske enkelt bliver for dyr for langt de fleste danskere.
"Nye teknologier er dyre at udvikle og dyre at fremstille. Når de så oven i købet bliver tillagt den værdibaserede danske registreringsafgift, bliver de for dyre, og danskernes motivation til at investere i de nye bilteknologier forsvinder. Desværre efterlader det danske system et indtryk af, at bilproducenterne nærmest bliver straffet for at bringe nye og miljørigtige teknologier på markedet," siger Anders Tystrup fra Toyota Danmark.
Om Toyota Prius Plug-in Hybrid
Om testenelbil.dk
Efter overdragelsen bliver testpiloternes elbil og plug-in hybridbilen en del af deres dagligdag i de næste par måneder. De skal dele deres erfaringer med projekt "testenelbil.dk" og lade sin kørsel og opladning registrere.
Målet med testenelbil.dk er at knække elbilens kode. For at gøre det skal elbilen ud til forbrugeren og testes. Derfor får ChoosEV op mod 300 elbiler ud på vejene i danske kommuner og virksomheder. Elbilerne stilles normalt til rådighed til borgere i tre måneder ad gangen. Det betyder, at op mod 2.400 familier i alt får praktisk erfaring med at køre elbil.
Familiernes feedback er en meget vigtig del af forsøget og omhandler bilens køreevner, fordele og ulemper i hverdagen. Derudover bliver der også indsamlet en stor mængde teknisk data - f.eks. om batteriteknologi, kørselsmønstre og elbilens betydning for elnettet, som har stor indflydelse på elbiler og plug-in hybridbilers videre udbredelse i Danmark.